Ophavsret

Før du lægger tekst, billeder, videoer, pdf-filer, data, grafer mv. på din hjemmeside, skal du overveje, hvem er indholdets rettighedshaver. Kort fortalt må vi ikke indlejre andre mediers artikler, publikationer og billeder eller gengive grafer eller data uden forudgående aftale og tilladelse, samt angivelse af denne. Vores mange kommunikationskanaler og versioneringsbehov på tværs af kanaler gør, at risikoen for at snuble i ophavsretten er stor, selv om alle er samvittighedsfulde. Læs derfor følgende gode råd:

  • Citatretten: Vi må citere et brudstykke af en offentlig tekst (maks. 8-9 linjer) med kildeangivelse og link til den fulde ordlyd/artikel på rettighedshavers hjemmeside.
  • Krediter fotografen, også når du benytter AU Foto og billedarkiver, og læs i TYPO3 vejledningen om, hvordan du indsætter Beskrivelser og links i billeder.
  • Hvis du har en konference- eller workshophjemmeside, så vær forsigtig med at uploade deltagernes foredrag eller posters. De kan indeholde grafer eller data, som ikke må ligge offentligt på din hjemmeside. Hvis du har indhentet tilladelse, så skriv det og nævn rettighedshaver.
  • Indlejring af fx youtube-videoer: Nævn rettighedshaver og sæt link til rettighedshavers kanal.
  • Screendumps af fx Facebooksider eller nyhedsmedier er også billeder, derfor gælder de samme regler for gengivelse af indhold. Du skal indhente tilladelse både fra mediet selv og fra rettighedshaver til det indhold, der vises.
  • Ved AU Library kan du finde Information om ophavsret, når du forsker.

Sådan krediterer vi billeder i TYPO3

  Du krediterer billeder på sider og i nyheder og arrangementer ved at:

  • udfylde billedets metadata dvs. felterne Billedtekst, Alternativ tekst og Titel med relevant information, se vejledningen Billeder. Feltet Billedtekst bliver vist under billedet (caption), feltet Alternativ tekst benyttes af højtlæsningsprogrammer og vises, hvis billedet mangler, mens feltet Titel bliver vist, når du holder musen over billedet.
  • Banner I og II og fokusfelter har ikke felter til metadata og er derfor undtaget. Benyt i stedet fotografens navn i billedets filnavn fx Raadyr-Kaloe-foto-Aksel-Bo-Madsen.jpg.

Cumulus: Fotoenhedens billeder på Cumulus krediteres med ”Foto: fotografens navn, AU Foto”. Du kan også læse på Fotoenhedens hjemmeside, hvordan du krediterer AU Fotos billeder. Følgende gælder, når vi anvender AU Fotos billeder:

  • Der er forskel på situationsbilleder og portrætbilleder: Se eksempler på brug af billeder
  • Det må du: Billederne kan frit anvendes til publikationer, der omhandler Aarhus Universitet og på universitetets hjemmesider, herunder AU's Facebook sider.
  • Det må du ikke: Billeder med enkeltpersoner eller få genkendelige personer må ikke eksponeres i væsentlig grad, uden modellens eksplicitte samtykke. En sådan eksponering kan eksempelvis være plakatkampagner, forsider på publikationer og internetsider. Billeder med personer må ikke anvendes i en sammenhæng som kan virke krænkende for modellen.
  • Det skal du: Billeder på tryk og web skal altid krediteres med fotografens navn.

AU Foto fralægger sig ethvert ansvar, såfremt ovenstående ikke overholdes. Vil du vide mere, så gå ind på Datatilsynets hjemmeside: www.datatilsynet.dk.

Colourbox: AU har købt adgang til billedarkivet Colourbox. Colourbox billeder skal også krediteres. Colourbox skelner mellem kommercielle og redaktionelle sammenhænge og herunder Off-line/tryk og online billeder. Colourbox har en udførlig FAQ: www.colourbox.dk//faq.

  • Billeder i fokusfelter og bannere på web kan betragtes som kommercielle. Du behøver altså ikke skrive Colourbox og fotograf på billedet i dit fokusfelt eller banner. Navngiv billedfilen fornuftigt, da stien dertil fremgår af kildekoden (fx forside-bioscience-colourbox.jpg).
  • Billeder, som benyttes i nyheder eller anden omtale af et specifikt emne, er af redaktionel karakter. Her skal vi kreditere med “Modelfoto: Colourbox.dk/Fotograf” eller “Modelvideo: Colourbox.dk/Fotograf".

Hvis uheldet er sket

  • Hvis søgemaskiner én gang har indekseret en pdf eller et billede, så forsvinder det først fra søgeresultater, når dokumentet er slettet fra Filelist. Det er altså ikke tilstrækkeligt at slette linket fra hjemmesiden til pdf eller billede.   
  • Det sikreste er at slette dokumentet i Filelist, som vist nedenfor, hvis det krænker rettighedshaver. Læs mere i vejledningen om filer i TYPO3. Alternativt kan du omdøbe filen eller flytte den til en anden mappe i Filelist.
  • Det kan være nødvendigt at fjerne billeder i nyheder og arrangementer, hvis der er tale om krænkelse af rettigheder i forbindelse med brug af Scanpix eller Colourbox billeder. Men husk, selv om vi fjerner et billede fra en nyhed eller et arrangement, så kan det stadig ligge på fx Newsroom eller andre ikke-AU hjemmesider, hvor nyheden er distribueret.
Viser hvordan man sletter en fil i Filelist
Viser hvordan man sletter en fil i Filelist
1390 / typo3