Ny funktionalitet gør brugeren opmærksom på blokeret indhold
En opdatering af au.dks cookiesamtykke medfører, at tredjepartsløsninger på AUs hjemmesider blokeres for nogle brugere. Nu har AU IT udviklet en ny funktion, der informerer brugeren om blokeret indhold og giver mulighed for at ændre samtykke.
YouTube. Tredjepartsløsningen er en af de indholdstyper, som bruges af webredaktører og blokeres for brugere, der siger nej til funktionelle cookies.
I stedet for at vise et tomt, hvidt felt for brugeren, hvor der tidligere blev vist en YouTube-video, er der nu udviklet en funktionalitet til det blokerede indhold. Formålet er at informere brugerne om, hvor indholdet er blokeret og give mulighed for at ændre sit samtykke og se indholdet. Funktionaliteten er desuden sprogstyret.
Ser du den nye funktionalitet på en side, hvor der før var synlige tredjepartsløsninger, fungerer funktionaliteten efter hensigten. Ser du imidlertid et tomt, hvidt felt, hvor der før var indhold på din side, og mistænker du, at det drejer sig om blokeret tredjepartsindhold, opfordres du til at melde det ind til typo3@au.dk.