Siteimproves SEO-modul

Siteimprove SEO

Siteimproves SEO-modul kan hjælpe dig med at få overblik over de opgaver, du har på dit site, for at optimere det til søgemaskiner.

Helt generelt anbefaler vi at tænke SEO ind, når du opretter nyt indhold, og det behøver ikke være særlig svært. En god start er at kigge på vores 5 steps til søgeordsoptimering – her kan du også læse om, hvad f.eks. en metatitel og metabeskrivelse er.

Siteimprove kan hjælpe med noget af det, der står i ovenstående guide – og for at gøre det let for dig at få et overblik over de brugbare widgets i Siteimproves SEO-modul, har vi oprettet et SEO dashboard for redaktører.

https://my2.siteimprove.com/Dashboard/24047931269/1352256435/Dashboard/Index

Hvis du åbner det dashboard og vælger dit site eller gruppe, så får du præsenteret de SEO-udfordringer, dit site har.

Som du ser af oversigten, er det, som søgemaskinerne falder over, faktisk meget af det samme, som du også finder i QA-modulet. Det er naturligt, da søgemaskiner helt generelt er godt tilfredse med godt indhold. At fixe døde links og stavefejl er altså også god SEO. Udover disse udfordringer er der også ofte følgende problematikker, som Siteimprove finder:

  • Dårlig læsbarhed; for lidt tekst/indhold, for lange sætninger eller for højt/lavt lix-tal. For at en søgemaskine kan vurdere din side, skal der være noget tekst, og helst en del af det. Det er jo ordene på siden, som søgemaskinen finder. Og ordene skal være forståelige for alle, også for søgemaskiner.
  • Metatitel og beskrivelse; for korte, for lange, ikke unikke eller ikke udfyldt? Metatitlen skal helst have en længde på omkring 50-60 tegn, og den skal være unik. Dvs. du må ikke have to sider med samme titel. 
  • H1-overskrifter; mangler, er tom, eller der er flere end én? En side bør have én og kun én h1. Har den flere, kan søgemaskinen blive i tvivl om, hvad der er vigtigst på din side, og om din side har mere end et overordnet budskab. Det kan gøre det svært for søgemaskinen at kategorisere din side korrekt, og ofte vil det medføre, at siden ikke scorer højt på søgemaskinernes resultater.
  • Billeder for store billeder? Sørg altid for at komprimere dine billeder, så siden ikke får for høj en load-tid, og du ikke risikerer, at brugeren opgiver siden. Siteimprove hjælper dig med at finde de store billeder på din side.

De ovenstående udfordringer er også dem, som vi har valgt at tilføje widgets til på SEO dashboardet.
Det vil sige: manglende H1-tags, identiske meta-titler, sider med flere H1-overskrifter og billeder, der er større end 1 MB. Disse 4 områder er et rigtig godt sted at starte for at få overblik over sidens SEO-problemer.

Det er altså disse SEO-problemer, du kan benytte Siteimprove til, og det er en rigtig god start til at overvåge dit sites performance i forhold til SEO. Du kan bruge den øverste score-widget på dit dashboard til at følge dine fremskridt, når du påbegynder dit arbejde med SEO gennem Siteimprove.